Samlinger Lokaliteter TidstavleFaunalister Blin


Orthoceratit-blæksprutter

Af Linda Havgård og Peter Mortensen.
Foto ©: Peter Mortensen

En orthoceratit er en blæksprutte tilhørende en Phylum af bløddyr, hvor blandt andet også snegle, muslinger og søtænder hører til.

Blæksprutterne tilhører en klasse kaldet Cephalopoda, hvoraf der er over 10.000 fossile arter. De er igen delt op i såkaldte underklasser, hvoraf der er 7. Ortoceratitterne tilhører underklassen Nautiloida, som omfatter 7 ordner og 300 slægter. Hertil hører også slægten Nautilus, som er den eneste nulevende repræsentant fra denne underklasse, som igen er den eneste nulevende blæksprutte med udvendig skal. En anden underklasse er den 0,5 cm store Volbortelloidea fra Tidlig Kambrium, og det er sandsynligvis herfra blæksprutternes oprindelse udspringer.

Underklassen Ammonoidea omfatter den store grupper af ammonitter. Coleoidea er den underklasse, som omfatter alle nulevende blæksprutter på nær Nautilus - endvidere den i Kridt udbredte gruppe af belemnitter eller vætterlys.

Når vi taler om orthoceratit-blæksprutter tænker vi nok både på Orthoceras og Endoceras, selv om nogle forskere sætter dem i hver deres underklasse. Mange fossile blæksprutterer er dog så dårligt bevarede, at en nøjagtigt bestemmelse er umuligt, da begge typer har lige og slanke kegleformede skaller. Skallen er delt op af skillevægge, septa, hvorved der dannes kamre. Selve blæksprutten med bløddele sidder i den forreste og største af kamrene og har en slags "halestreng", sipho, som går gennem alle kamrene, og hvorigennem der strømmer luft og væske. Når blæksprutten vokser, udskilles kalk ved mundingen, og kroppen flytter forover og danner en ny skillevæg bag sig. De bagerste kamre er altså dele af tidligere beboelseskamre, som er blevet for små. Regulering af luft og væske er med til at stabilisere blæksprutten i vandet.

Den store forskel på Orthoceras og Endoceras var størrelse og beliggenhed af sipho. Hos Orthoceras er sipho snæver og central, og de bagerste luftkamre udfyldes efterhånden med kalk. Hos Endoceras er sipho beliggende helt ud til væggen og kan udgøre 1/4-1/2 af skallens bredde og i den bagerste del endnu mere. Man antager derfor, at en del af indvoldene har været placeret i sipho. I modsætning til Orthoceras udskilles der ikke kalk i luftkamrene, men derimod i den bagerste del af sipho.

Man antager, at de største Orthoceras blev op til 3,5 m og Endoceras helt op til 8 m. - De fleste var dog langt mindre! Men helt hvordan de har set ud og levet, ved man ikke, da bløddele sjældent er bevaret. Men enkelte fund indikerer, at det var tiarmede blæksprutter. Aftryk af blæksæk er fundet en enkelt gang! Orthoceratitterne var rovdyr jagende tæt på havbunden i de fortidige lavvandede have, hvor deres livretter bestod af trilobitter, braciopoder og andre bundlevende dyr. Orthoceratitterne havde deres storhedstid i Ordovicium og Tidlig Silur og uddøde antageligt i Sen Perm .

For at se eksempler på orthoceratitblæksprutter i hovedsagelig antrakonitkalksten fra Kambrium og ortoceratitkalksten fra Ordovisium, fundet i Tarup-Davinde grusgrave, så klik på "sedimentære og fossilførende blokke" Besøg også Davinde Stenmuseum, hvor mange af de udstillede kalksten fra Tidlig Palæozoikum indeholder orthoceratitblæksprutter.

Kalksten med orthoceratitter er trods deres alder nogle af de almindeligste fossiler på fynske lokaliteter. De er så almindelige i Sydskandinavien, at nogle kalksten er "døbt" orthoceratitkalk efter orthoceratit-blæksprutterne. Kalkstenene med lyserøde til grålige farver er ført hertil med østlige isfremstød, særlig fra Skåne, Øland, Gotland og Bornholm.

Den Danske Mineral og Fossil Database © 2015