Samlinger Lokaliteter TidstavleBlindknap uden vi


Agat
Agat.
Navnet skal være afledt af Achates, en flod på Sicilien, hvor man i fortiden muligvis har fundet agater.

Agatens ydre egenskaber afhænger af den indre opbygning, da agaten ikke er et homogent (ensartet) mineral, men et polykrystallinsk aggregat af kvartskrystaller på forskellige udviklingstrin, der ofte er vokset sammen med andre mineraler.

Først lidt krystallografi:
Kvarts krystalliserer i det trigonale system. D.v.s. at krystallen har en 3-tals akse, længdeaksen, som kaldes c-aksen. Vinkelret på denne skæres den af 3 lige lange akser, a-akserne, som skærer hinanden i en vinkel på 60°.

I agater har kvartskrystaller en særlig udformning: de er som regel trådet-langstrakte. Dels følger længderetningen af trådene c-aksen i krystallen, som man burde forvente, og kaldes så kvartsin, men lige så ofte kan krystallen være trukket i den modsatte retning (parallelt med en af a-akserne) og kaldes så chalcedon. Disse tråde står vinkelret på overfladen af forekomsten, og grunden til at chalcedon danner drueklaser og andre uregelmæssige former, er at krystallerne ikke som hos kvartsin ligger pænt parallelle, men blander sig i mere tilfældige retninger.

De forskellige lag i en agat adskiller sig fra hinanden p.g.a. deres forskellige porøsitet. De hvide, porcelænsagtige lag, som består af uædel opal, har den mindste porøsitet og er derfor ikke så modtagelige for farvning som de andre lag. Jo større porøsitet, jo lettere modtager agatlaget pigment og jo kraftigere bliver farven. Dette gælder såvel den naturlige farvning som den kunstige.

Agater er altid hulrumsudfyldninger, hvad enten hulrummet er kugleformet eller optræder som en sprække. Dog skal det være et lukket hulrum. Lageneer afsat på forskellige måder i hulrummene og man skelner mellem 2 typer:
  1. Koncentriske lag, følgende hulrummets indre form, eller som stalaktitiske dannelser rundt om stilkede tilførselskanaler til hulrummet.
  2. Helt parallelle fuldstændigt lige lag inde i hulrummet.
Den første form er den egentlige agat, den anden, som er meget værdsat af stengravører, kaldes lagsten eller sarder.

Mange agatmandler har i midten mere eller mindre tykke lag af makroskopiske kvartskrystaller, som somme tider er ametystfarvede. Nogle af hulrummene er helt udfyldt med såkaldt "krystalkvarts" d.v.s en masse, som ligner sammenvoksede krartskrystaller. Meget sjældent findes der endnu væske inde i hulrummet, som man kan høre, når man ryster agaten, eller som man kan se gennem et anslebet "vindue". Anslibningen bør gøres med den største forsigtighed, da man ellers kan slibe hul ind til væsken. En sådan agat kaldes vandagat eller enhydros.

Oprindelse:
Agater er ikke bundet til en bestemt bjergart. De kan findes både i siliciumrige og -fattige bjergarter. De er altid hulrumsudfyldninger i eruptiv-bjersarter (vulkanske). Når disse bjergarter forvitrer, falder agaterne ud som isolerede "mandler" og derfor betegnes moderstenen ofte som mandelsten.

Vand eller vandige salt- og syreopløsninger har en vis opløsningsevnne overfor nogle mineraler, bl. a. overfor SiO2 (siliciumdioxid, som er det mineral, som danner agater). Denne opløsningsevne er afhængig af tryk, temperatur og af opløsningens sammensætning, i særdeleshed dens ph-værdi, d. v. s. surhedsgraden.
Som tommelfingerregel kan man sige, at opløsningsevnen bliver større jo højere tryk og temperatur, og mindre jo lavere ph-værdi.

Agater er som regel helt udfvldt, deres opståen kan ikke være sket som en engangsforestilling, men man regner med, at der er sket en rytmisk gentagen proces: Hulrummet er blevet fyldt med en SiO2-rig, muligvis overmættet, opløsning. Ved ændringer i de fysiske betingelser (tryk, temperatur, ph.) er agat begyndt at udskilles på væggene i hulrummet. Opløsningen er igen blevet tilført materiale, så den påny blev overmættet, og historien kan gentage sig. Det er ikke sådan, at hver materialetilførsel resulterer i et agatlag, for så ville de store agater have tykke lag og de små tynde, og således forholder det sig jo ikke. Desuden ville lagene kun være ca. 1/1000 mm tykke, hvis dette var tilfældet, da det er begrænset, hvor meget SiO2 en opløsning kan indeholde.
For at udfylde en agatmandel er det nødvendigt med betragtelige mængder opløsning. Man har regnet ud, at en agat med en diameter på 10 cm behøver 4700 liter opløsning for at blive udfyldt. Da der ikke cirkulerer så megen væske rundt i bjergarterne, er det nok således, at det er den samme væske, som cirkulerer rundt i og omkring agaten og skiftevis opløser og afsætter materiale.

En model for denne teori kan opstilles således:
Ind i den hule sten trænger f. eks. via fødekanaler en opløsning, som foruden SiO2 også indeholder andre mineraler. Ved en nedsættelse af enten tryk eller temperatur sker der en overmætning af opløsningen, som derved afsætter et lag SiO2-gel på indersiden af hulrummet. Gentagne fremstød af højkoncentreret opløsning fører til dannelsen af SiO2-gel. Denne amorfe geleagtige masse omsættes i rolige perioder til chalcedon og kvartsin. Når væsken forsvinder, bliver lagenes volumen mindre og gør, at laget bliver porøst, hvilket spiller en stor rolle for farvning af agaten.
Det er endnu ikke klart, hvorfor nogle lag krystalliserer som parallelt-trådede aggregater og andre som uordnede krystalgruprer, dog er det muligt, at temperaturen her spiller en rolle.

Når opløsningen er i en damp- eller gasagtig tilstand, er afsætningen af materiale i agaten ikke under indflydelse af tyngdekraften, men kan foregå på hele overfladen af hulrummet. På denne måde dannes den koncentriske opbygning af agat. Rundt om tilførselskanalerne dannes der ofte stalaktitlignende tappe, som er hule indeni og som vokser koncentrisk udad. I den færdige agat kan man se indmundingen af disse "fødekanaler" og ved at skære agaten igennem på tværs af disse fås de såkaldte røragater.
Opløsningens dampagtige tilstand fører altid til næsten ensartede, koncentriske lag, hvorimod lagene, hvis opløsningen er flydende, afsættes under indflydelse af tyngdekraften som parallelle lag på bunden af hulrummet, på denne måde opstår sarder.

I de agater, som både har koncentriske og parallelle lag er der indbygget både termometer og waterpas.: De parallelle lag må være afsat under den kritiske temperatur for opløsningen (for rent vand er den 374,1° C, men kan ændres p. g. a. de opløste mineraler) de koncentriske lag er afsat over denne temperatur. De parallelle lag viser, hvorledes agaten var orienteret, da dannelsen skete. Hvis de nu ligger skråt i forhold til vandret, kan man udlede, at der senere er sket nogle tektoniske bevægelser.

Disse kanaler findes i mange agater, men ikke i alle, så muligvis er de teorien om dannelsen forkert, eller der findes flere dannelsesmetoder, som man endnu ikke kender.

Hvis agaten ikke er helt udfyldt er hulrummet ofte beklædt med krystalspidser af bjergkrystal, som den yngste dannelse. Disse har sikkert aldrig været i gel-tilstand, men er udkrystalliseret direkte fra den SiO2-holdige væske. Dette er kun muligt, hvis overmætningsgraden ikke har været for stor, og koncentrationen kun har ligget lidt over, hvad den skal være for at danne kvartskrystaller. Næsten altid findes kvartskrystallerne hele vejen rundt i hulrummet, hvilket tyder på, at de er afsat uden indvirken af tyngdekraften. Enten drejer det sig om dannelse v. hj. a. vanddamp, som kun kan indeholde små mængder SiO2 eller af en tynd opløsning, som må have udfyldt hele hulrummet.

Foruden SiO2 kan den agatdannende opløsning også indeholde andre kemiske stoffer, som kan give anledning til udfældelse af mineraler. Jern er ofte en vigtig komponent. Jern bliver mest udfældet som goetit eller hæmatit, dog kan jern også udfylde porerne i de allerede afsatte porøse agatlag og give anledning til gule, rødlige og sortbrune farver. Også silikater kan krystallisere fra sådanne opløsninger. Ofte er de grønne og indeholder klorit, glaukonit eller amfibol (eksempelvis mosagat).
Kulsyreindholdet i opløsningen kan også have særlig betydning for opståelse af agat. Hvis der forekommer calcit i agaten, tyder det på tilstedeværelse af kulsyre. Kulsyreindholdet er en fin regulator for opløsningens ph-værdi.
Ved en ringe variation kan udfældelse af SiO2 påvirkes eller forhindres. Opaliserede muslingeskaller, agatiseret koral eller calcitkrystaller er eksempler på sådanne virkninger.

Dannelsen af agat er, som man kan se, en meget indviklet proces, som er afhængig af mange ydre og indre påvirkninger. Det er således ikke underligt, at agater er så mangeartede, forskellige og fascinerende og har givet videnskabsmænd og handlende anledning til at opfinde utallige navne på agatvarieteter. Her skal nævnes nogle af de mest almindelige:
  • Fæstningsagat: båndene ligner bastioner i et fæstningsanlæg.
  • Røragat: tværsnit af tilførselskanalerne.
  • Onyks: lagsten af sorte og hvide lag.
  • Sard-onyks: brune og hvide lag.
  • Ruin- eller katastrofeagat: agat, som er knust og igen sammenkittet af kvarts.
  • Øjeagat: agat, som danner øjelignende formationer.
  • Vandagat eller enhydros: agatmandel, som indeholder væske.
Ikke egentlige agater.
  • Mosagat: gennemskinnelig, farveløs chalcedon, med indeslutninger af moslignende dendriter af hornblende (amfibol).
  • Landskabsagat: også en chalcedon med indeslutninger af dendriter, som danner landskabslignende strukturer.
  • Pseudoagat: Indvendig ligner den en agat, men udvendig er den kantet-geometrisk, men uden symmetri, så det er ikke en krystalform. Dannelsesmåden er endnu ukendt.


Kilder: Lapis December l979 , W. Schumann: Ædelstene , Gorm Jessen: Mineraler, Vincenzo de Michele: Crystals.

Den Danske Mineral og Fossil Database © 2015