Samlinger Lokaliteter TidstavleBlindknap uden vi


Silkespat
DE-mus
Forside
Fra "Lunden" ved Keldsnor fyr på Sydlangeland. Foto Kurt Jeppesen.

Der Geschiebesammler

Jahrgang 45      Heft 2      Juli 2012

SILKESPAT
Frank Rudolph & Marco Meyer

Oversat af Kurt Jeppesen og Gunver Friis, Den fynske Stenklub
fra "Geschiebesammler" årgang 45, juli 2012



Resume: Silkespat som strandfund stammer for det meste fra eocæne sedimenter (Tarras-ler), der er skubbet op af gletsjere. Man kan finde det fra Sydholsten til Femern. Dannelse, oprindelse og udbredelse og også kendte farvevariationer bliver kort gennemgået her. Dertil vil nogle særligt store stykker silkespat, herunder en plade på 1,20 m i længden fra klinterne ved Grossenbrode/Wagrien, blive omtalt.

INDLEDNING

De fleste stensamlere og feriegæster ved Østersøen kender silkespat. Den er gul/grøn, sjældent rosa, lidt gennemsigtig og har en fin silkeagtig glans. Især i forvitret tilstand minder den om forstenet træ. Mange samler den til smykke-fremstilling. Silkespat kan man finde i hele det område af Nordtyskland, der var dækket af is og er særlig hyppig i Wagrien og på Femern.

NAVNE PÅ SILKESPAT

Det videnskabeligt korrekte navn er trådkalk (på tysk Faserkalk eller Fasercalzit). I Danmark hedder det silkespat eller trådkalk. I folkemunde (Tyskland) kalder man det østersøjade, friesenguld eller holstensk rav.
IMG1
Fig.1. Afrundede stykker silkespat som typiske strandfund. Længde 4 cm.
IMG2v IMG2h
Fig.2. Silkespat, forvitret, typisk grusgravsfund fra Østholsten.
Længde 11,5 (venstre), 6,5 cm.(højre).
Foto ©: Frank Rudolph.
IMG3
Fig.3. Poleret silkespat. Grusgravsfund fra Østholsten. Bredde på det øverste største stykke: 11,5 cm.
Foto ©: Frank Rudolph.

SILKESPATENS FARVER

Normalt er silkespat gullig – grønlig – grå. Fund ved kysten er ofte gennem-skinnelig, især hvis man holder det op mod lyset i fugtig tilstand. Grusgravsfund er for det meste snavset gule til beigebrune, men kan ved forvitring være mørkebrune med enkelte snehvíde tråde. Sådanne fund er som regel tætte. Gennemskinneligheden tager af med tiltagende forvitring.
IMG4
Fig.4. Rosa silkespat fra forskellige fundsteder ved den slesvig-holstenske østersøkyst.
Bredden på det største stykke 4 cm.
Foto ©: Frank Rudolph.
Blandt samlere er de rosa varianter af silkespat de mest eftertragtede. Farven stammer fra et lille biindhold af Rhodocrosit, et Mangancarbonat. Rosa silkespat er sjælden ved de slesvig–holstenske kyster, fund med en sidestørrelse på 5 cm er en absolut undtagelse. Hyppigheden tager til, når man bevæger sig mod øst. Især på Møn og Rügen er fundchancerne betydeligt større.

I en dansk folder er følgende farvevariationer oplistet med aftagende hyppighed:
  • Hvidgrå
  • Honninggul
  • Lysrød
  • Flaskegrøn
  • Chokoladebrun
  • Ren hvid
  • Orange
Ved Limfjorden finder man den hvidgrå type, på Sydsjælland, Lolland og Falster den lyserøde.
IMG5
Fig.5. Honninggul silkespat, baggrundsbelyst. Bredde 6 cm.
Strandfund fra østholstens østersøkyst.
Foto ©: Frank Rudolph.
IMG6
Fig.6. Chokoladebrun forvitret silkespat. Grusgravsfund Bordesholm.
Max. Bredde 6 cm.
Foto ©: Frank Rudolph.

STØRRELSE PÅ SILKESPAT

Et stykke, som professor Weyl (Kiel) har stillet til rådighed for sin kollega professor ILLIES, stammer fra Kliff ved Schönhagen og måler 15 cm i tråd-retningen. Det største danske fund stammer fra Sønderby Klint og blev gjort i februar 1994. Det vejer 11 kg. Det kan ses i Davinde Stenmuseum. I grusgravene i Tarup-Davinde er fundet et stykke på 9 kg.

Den største tykkelse på nedenstående stykke er målt til 8 cm i trådretningen.
IMG7
Fig.7. Stort stykke silkespat fra skrænterne ved Heiligenhafen.
Foto ©: Frank Rudolph.
Hjemstavnsmuseet i Heiligenhafen har siden 2010 vist et 12 kg tungt stykke i sin samling. Stykket blev fundet 2 år tidligere af Dr. Christian Lafrenz i det nærliggende Grossenbrode. Ved den samme kyst opdagede medforfatteren og hans familie i december 2011 en silkespatplade på 1,20 m i længden. Det kæmpe store fund blev frilagt og omhyggeligt opmålt. Ved bjergningen brød pladen op i mange hundrede stykker, som nu bliver samlet af medforfatteren. Den samlede vægt udgør ca. 40 kg.
IMG8
Fig.8. 12 kg tung silkespat fra Grossenbrode. Dr. Christian Lafrenz.
Hjemstavnsmuseum Heiligenhafen.
Foto ©: Frank Rudolph.
IMG9
Fig.9. 1,20 m stort stykke silkespat fra Grossenbrode.
Foto ©: Marco Meyer.
IMG10 IMG11
Fig.10. Detailstudie af Fig.9. (venstre)
Foto ©: Marco Meyer.

Fig.11. Detailstudie af Fig.9. (højre)
Foto ©: Marco Meyer.
I Grossenbrode dukker grønt ler (Tarras-ler) fra Nedre Eocæn frem flere steder. Det er blevet skubbet op i moræneleret af istidens gletsjere. Derfor kan det ikke undre, at silkespat ofte findes langs kysterne ved Heiligenhafen, Grossenbrode og fra Katharinenhof til Staberhuk på Femern. Plastisk ler (Tarras-ler) er jo silkespats "modersediment". Den kæmpestore plade af silkespat var dækket af moræneler, men ligger på det grønne plastiske ler (Tarras-ler). Det er svært at afgøre, om det er en lokal aflejring, eller om gletsjeren har forskubbet stykket lidt, så man kan sige, at der er tale om en lokal ledeblok. Bemærkelsesværdigt er dette indtil nu største fund af silkespat ved østersøkysten i alle fald, også selvom yderligere plader silkespat findes i undergrunden ved Grossenbrodes kyst. Desværre er de kun tilgængelige ved ekstremt lavvande.

FOREKOMSTER MED SILKESPAT

"Selvom det meste silkespat findes som strandfund, finder man også silkespat i dets modersediment ved dybdeboringer, nemlig i paleocæne havsedimenter, der er karakteriseret ved sit høje indhold ef vulkansk aske." (Wetzel 1958).

Forekomster med silkespat har man fundet i eocænt ler ved Havighorst, Schwarzenbek, Hemmoor, Steinfeld, Kellinghusen – Rensing og Goerz i Wagrien. Også i boringer ved Breiholz og ved Cuxhaven blev der fundet silkespat.
IMG12
Fig.12. Forekomster af silkespat i eocæne lergrave henholdsvis boringer.

UDBREDELSEN AF SILKESPAT

Silkespat forekommer fra Nordjylland til floden Oders munding. Særlig hyppig er den ved Ahrensburg og ved Wagriens og Femerns kyster. Dermed er der en sammenhæng med udbredelsen af forekomsterne af eocænt ler i undergrunden. Den indtil nu sydligste forekomst ligger i en grusgrav ved Peine mellem Hannover og Braunschweig. Den rosa variant af silkespat finder man på Møn og på Rügen.

Man kender ikke den eksakte udbredelse af silkespat. Her vil oplysninger fra samlere være meget velkommen. Findes der silkespat på de tyske nordsø-øer?Hvor langt mod vest forekommer den i Niedersachsen og hvor langt mod øst i Mechlenburg – Vorpommern? Hvor langt nede går udbredelsesgrænsen mod syd? Og hvorfra stammer de nordligste fund? Indberet venligst den gule og den rosa silkespat særskilt. Indberetning venligst til Frank Rudolph og gerne pr. mail.

INDLEJRINGER AF VULKANSK ASKE

Ofte findes der mørke striber eller gennemgående bånd af aske henholdsvis tuff indlejret i silkespat. I Sen Paleocæn og Tidlig Eocæn åbner Atlanterhavet sig, og Nordamerika og Europa adskilles. Som følge af den dermed forbundne udvidelse, får man vulkanisme fra Hebriderne og langs den oceaniske ryg mod nord i regionen mellem Norge og Grønland og østligt ind i Skagerak. Den med vinden langt mod øst udbredte aske aflejres i de lerede sedimenter i eocæn-havet.
IMG13
Fig.13. Silkespat med indlejret tufflag. Katharinenhof/Femern.
Foto ©: Frank Rudolph.
IMG14
Fig.14. Silkespat med indlejrede askelag. Stohl (venstre) og Damsdorf (højre). Største bredde 7,5 cm.
Foto ©: Frank Rudolph.
IMG15
Fig.15. Silkespat med indlejrede askelag. Katharinenhof/Femern
Foto ©: Frank Rudolph.
IMG16
Fig.16. Silkespat med indlejrede askelag. Billedbredde ca. 3 cm.
Grusgravsfund fra Østholsten.
Foto ©: Frank Rudolph.

HVORDAN DANNES SILKESPAT?

En tidligere fortolkning gik ud fra, at i horisontale sprækker, altså hulrum, voksede calcit-trådene fra oven og fra neden imod hinanden, indtil de mødtes i den velkendte vandrette linie, hvilket dermed stoppede krystallernes mulighed for at vokse. (Schmidt 1911).

Senere har det vist sig, at krystallernes udvoksning tager sin begyndelse i midtersømmen: "Midtersømmen viser nogle særlige kendetegn. Mellem de enkelte askekorn ligger, med en afstand på ½ til ¼ mm fra centrene, enkelte radiale eller totformet udvoksede trådpakker, der først indregulerer sig i den parallelle trådstruktur ½ til 1 mm fra midtersømmen. Nær midtersømmen er trådene ofte krumme, men forbliver også strengt parallelle […]. De beviser dermed, at de altid er udgået fra midtersømmen." (ILLIES 1949).

Også SCHULZ (2003) sætter silkespatens dannelse i forbindelse med vulkanisme. Calcit-trådene (med et tværsnit på 0,005 til 0,12 mm) begynder deres udvoksning i tufflagene. I tufflagene dannes derved en "kimplæne", fra hvilken calcit-trådene vokser op og ned i en vinkel på 90 grader.

Selve silkespaten stammer fra Ypresium (en del af Eocæn) og har en alder på 48 – 55 mill. år.
IMG17 IMG18 IMG19 IMG20

Fig.17-20. Slebne silkespater. Det er tydeligt at se de paralleltrådede calcit-krystaller, der ved midtersømmen endnu er lidt "afbøjede" og først ved den senere udvoksning retter sig fuldstændigt ud. Grusgravsfund fra Østholsten. Billedhøjde til venstre er 3 cm, i midten og til højre 1 cm.
Foto ©: Frank Rudolph.

Litteratur

ILLIES, H. (1949): Die Lithogenese des Untereozäns in Nordwestdeutschland. -
Mitteilungen aus dem Geologischen Staatsinstitut in Hamburg, 18:7-44,2 Taf.; Hamburg.

KRAUSE. K. (2007): Einige Notizen zum Faserkalk. - Geschiebesammler. 40 (4): 159-166,6Abb.; Wankendorf.

MENDE, R. (1995): Anmerkungen zum Faserkalk. - Geschiebekunde aktuell, 11 (4): 105-108, 1 Abb.; Hamburg.

MEYN, L. (1863): Faserkalkgeschiebe. - Itzehoer Nachrichten. 88; Itzehoe.

NEUWALD, H.K. (2007): Pseudofossil Faserkalk - Fossilien, 24 (6): 327, 2 Abb.; Wiebelsheim.

RUDOLPH. F. (2012): Strandsteine. Sammeln & Bestimmen von Steinen an der Ostseeküste. 11. Auflage. - 160 S., 288 Farb-Abb., Neumünster (Wachholtz).

SCHMIDT, R. (1911): Beschaffenheit und Entstehung parallelfasiger Aggregate von Steinsalz und Gips. Dissertation, CAU zu Kiel

SCHULZ, W. (2003): Geologischer Führer für den norddeutschen Geschiebesammler. - cw Verlagsgruppe, Schwerin

WETZEL, W. (1925): Die Mineralien Schleswig-Holsteins. - Nordelbingen, 4

WETZEL. W. (1927): Faserkalk in Schleswig-Holstein und England. -Schr. Naturwiss. Ver. S.-H., 18 (I): 1-24, 1 Abb., 1 Kt.; Kiel.

WETZEL, W. (1958): Mineralien in Schleswig-Holstein. - 72 S:, 10 Abb.. 2 Farb-Taf.; Kiel (Ferdinand Hirt Verlag).

Den Danske Mineral og Fossil Database © 2015