Sandsamlingen

Museet råder i dag over en samling på ca. 500 sandprøver. Udvalgt fra forskellige steder på kloden.

Samlingen kan ses ved besøg i museet.

Sand er dejligt at gå i, men irreterende når det sidder og gnaver i skoene. Ordet stammer fra England og betyder et løst, naturligt usammenhængende samling af korn, som næsten altid er af mineralsk oprindelse.

Langt størstedelen af en sandstak er kvartskorn (silicium dioxid SiO2), men afhængig af transportvejens længde og mineralkornenes hårdhedsgrad, kan der være mange andre mineraltyper.

De mest almindelige er:

  • kvarts
  • kalifeldspat
  • plagioklas
  • rutil
  • ilmenit
  • magnetit
  • turmalin
  • olivin
  • zirkon
  • glimmer

Benævnelsen sand gælder kun for korn i størrelsen 0,06 mm til 2 mm. Er det finere kaldes det silt, og er det grovere er det grus.

Som sandsamler eller arenophil benævner man sandet efter hvor det er fundet, f.eks.:

  • strandsand
  • marint sand
  • tungsand
  • sø sand
  • flodsand
  • ørkensand
  • æolsk sand
  • gletscher sand
  • sandaflejring
  • biologisk sand
Sandet opstår efter en geologisk proces, hvor det er forvitring og erosion i fællesskab der nedbryder klipper.
Forvitring er den proces der sker på stedet, forårsaget af vejr og vind.
Som en naturlig følgesvend er erosionen den proces der gnaver, slider og fjerner materialet fra stedet.
Her er der især tale om flodernes slid. gletschernes afgnavning, vindens slibning og havets ubønhørlige hamren og banken på klinterne.
Især temperatursvingninger splitter meget klippe, men også slidtage, kemiske og biologiske processer er med til at nedbryde klipper til sand.

Eksempel på de udstillede sandprøver i Stenmuseet:

Aflejringssand
Aflejringssand fra Lunge Bjerge, Gelsted.
Indeholder ca. 80% kvarts og en del fossile rester.
Fotograf Bent. H. Nielsen

Sedimenter, aflejringer bestående af løse, usammenkittede partikler. De tilsvarende sammenkittede aflejringer betegnes sedimentære bjergarter.
De klassiske sedimenter består af bjergartsfragmenter, der er transporteret til aflejringsstedet vha. vand, vind eller is. Sedimenterne kan efter partikelstørrelse inddeles i sten og grus, sand, silt og ler; de tilsvarende sedimentære bjergarter benævnes konglomerat, sandsten, siltsten og lersten eller skifer. Efter dannelse kan sedimenterne inddeles i havaflejrede (marine) sedimenter, herunder kystaflejringer, flodaflejrede (fluviale) sedimenter, søaflejrede (lakustrine), vindaflejrede (æoliske) og endelig isaflejrede (glaciale) sedimenter.

Aflejringssand
Aflejringssand fra Birkum formationen, Davinde.
Indholdet af kvarts er ca. 70-80% blandet med rustpartikler.
Fotograf Bent. H. Nielsen

Disse sedimenttyper besidder forskellige sedimentære karakteristika (partikelstørrelsesfordeling, sedimentære strukturer m.m.), hvilket muliggør en inddeling af sedimenterne i facies og en tolkning af fossile aflejringer mht. sedimentære processer og aflejringsmiljøer.

Stradsand
Strandsand fra Føns Strand.
Indeholder ca. 80% kvarts.
Fotograf Bent. H. Nielsen

Almindeligt stransand, som aligevel kan være forskelligt fra den ene strand til den anden. Se eksempler senere. Sandkornene har som oftest meget afrundede/slidte hjørner.
Det betyder det har rejst langt eller ihvertfald rullet længe i vandet. Ingen kan sige hvor gammelt det er, hvor langt det har rejst eller hvor det kommer fra.

Strandsand
Strandsand fra Cozy Nook, New Zealand.
Indholdet af kvarts er ca. 20%, granater 50%, feldspat 10% og få andre mineraler.
Fotograf Bent. H. Nielsen

Der er dog undtagelser fra denne regel, men de er få. Derfor er alle de blødeste mineraler slidt væk, og tilbage er der det mest almindelige nemlig kvarts. Som oftest repræsentere det 97% at den samlede mængde.

Søsand
Søsand fra Esrum Sø.
Sandet er aflejret fra isen, og der en del flere mineraler end man normalt ser i sandet.
Fotograf Bent. H. Nielsen

Søsand er normalt ikke transporteret så langt og siddet fastfrosset i is. Dermed har der ikke været slidtage undervejs. Man kan også med rimelig sikkerhed sige hvor det kommer fra.
Betragter man de enkelte korn, er de mere skarpkantede og ser stort set ud som da de sad i den oprindelige matrix. Der vil også være en større repræsentation af de blødere mineraler. Som f.eks. hornblende, plagioklas m.m.

Tungsand
Tungsand samlet ved Klintholm Strand.
Indeholder ca. 50% kvarts, 28% magnetit og 20% granater og lidt andet.
Fotograf Bent. H. Nielsen

Det specielle indhold af mineraler i tungsand mineralernes vægtfylde har givet sandels det navn. Man kan støde på det overalt, men mængden variere meget. Det ses som mørkebrune til sorte aflejringer i strandsandet. Skyllet op af bølgerne. P.g.a. vægten lejre de tungeste mineraler sig sammen og da de fleste bløde mineraler, d.v.s. dem der har hårdhed under 5 på Moh’s skala, er slidt væk, ser man lettere koncentrationen. De sorte mineraler kan enten være magnetit eller ilmenit. Se efterfølgende hvordan man kender forskel.

Mineralerne:

Magnetit (= magnetjernsten), Fe3O4. Sort. Hårdhed 6, massefylde 5,2, metalglans, tiltrækkes af magnet. Meget modstandsdygtig mod kemisk forvitring og aflejres derfor i sand, når den øvrige bjergart er forvitret væk.

Ilmenit (titanjern) FeTiO3. Sort, Hårdhed 5½, metalglans. Tiltrækkes ikke af magnet.

Granater, hårdhed 7, farven violetrød-rød-brunrød. Meget kemisk modstandsdygtige og tunge, massefylde omkring 3½ til 4½, og findes derfor i sand, når de blødere er forvitret væk.

Kvarts, SiO2, hårdhed 7, Kemisk meget modstandsdygtig, slides kun langsomt. Derfor er det mineral som er den største bestanddel af sand, ca. 60-99,9%.


Der findes en del geologiske bøger, som kan berige ens viden om geologiske emner.
F.eks.:

  • Værd at vide om FORSTENINGER af Palle Gravesen
  • Sten i farver af Erik Schou Jensen
  • Sten i det danske landskab af Per Smed
  • Mineralernes verden af Ole Johnsen
  • God fornøjelse og velkommen i museet.
    Bent Nielsen