Emarpporfyr er en variant af Påskallavikporfyr. Grundmassen er rosarød, ved forvitring bliver den lys - næsten hvidgrå. Enkelte lysegrønne plagioklaslorn.

P.Smed 3. udgave: nr. 11
P.Smed 4. udgave: nr. 11
P.Smed 5. udgave: nr. 14

Grundmassen er mørk og stribet som bølger. Strøkornene er samlet i aflange slirer.

P.Smed 3. udgave: nr. 8
P.Smed 4. udgave: nr. 12
P.Smed 5. udgave: nr. 15

Ignimbritten har en stribet fremtoning. Grundmassen er mørk, brunlig eller svag rødlig. Kvartskorn mangler som regel.

P.Smed 3. udgave: nr. 15
P.Smed 4. udgave: nr. 23 (kaldes Sort ignimbrit)
P.Smed 5. udgave: nr. 23

Næsten sort grundmasse, Kvartsstrøkorn mangler oftest.

P.Smed 3. udgave: nr. 10a
P.Smed 4. udgave: nr. 10
P.Smed 5. udgave: nr. 38

Indeholder oftest store strøkorn af kalifeldspat, som kan være omkranset af en lys ring af plagioklas. Grundmassen er brunlig over mod det helt sorte. Strøkorn af kvarts forekommer ofte.

P.Smed 3. udgave: nr. 10
P.Smed 4. udgave: nr. 8
P.Smed 5. udgave: nr. 12

Ligner Påskallavikporfyr men har rødbrun grundmasse og har få og små og grå kvartskorn.

P.Smed 3. udgave: nr. 9
P.Smed 4. udgave: nr. 9
P.Smed 5. udgave: nr. 13

Stenen er en metamorfoseret ignimbrit. Striberne er svage zoner hvor stenen går i skarpkantede stykker ved slag.

P.Smed 3. udgave: nr. 15a
P.Smed 4. udgave: nr. 25
P.Smed 5. udgave: nr. 128 (kaldes Smålands-ignimbrit (hälleflinta))